Medlemsbladet nr. 3 - juli 2002


Her på denne side, vil mindre artikler og orienteringsstof blive bragt, hvorimod længere artikler vil blive bragt på egen side.

 

Sandartpremieren

Så oprandt den længe ventede dag: den sidste inden sandartfiskeriet blev fri. Vi havde besluttet, at vi fra i år ville have tilmelding, så der kan skabes overblik over hvor mange der fisker på premierenattens fiskeri.

I alt 43 tilmeldte sig inden midnat, ganske godt spredt rent geografisk: fra Mols til Mors og fra Århus til Vejle.

Vejret klarede op og vinden lagde sig, og herefter kunne vi blot vente på, at det blev lørdag formiddag kl. 10. De sidste par år har der ikke været indvejet særligt mange fangster, og denne tendens fortsatte i år 2002, fem stk. sandart til indvejningen er langt fra tidligere tiders tal.

Selvom der var masser af småfisk i kanalen, som jo skulle være det der trak sandarten til, var der heller ikke i år gevinst for dette traditionsrige fiskeri.

Førstepræmien gik til Jon Møller Andersen fra Århus, 3,1 kg. og 79 cm. Præmie for flest fangede udgik, da ingen havde to eller flere fisk. Præmie for længste gik til Arne Nielsen fra Nykøbing Mors for en pæn sandart på 68 cm og 2,7 kg. (ingen kan tage flere præmier), taget i Knudsø på 6 meter vand med en rød/orange Rapala, skarpt forfulgt af Dennis Christensen med 67 cm og 2,65 kg og Rikke Chistensens 64,5 cm og 2,25 kg.

Lige før indvejningen var slut dukkede der en lidt slukøret mand op. Han havde såmænd en ganske pæn fisk på 4,5 kg. (80 cm)  Desværre havde han ikke lige fået sig meldt til. En ven af foreningen havde udsat en ”fiduspræmie”, og vi var ikke i tvivl om, at den skulle gå til Mikael Døssing fra Vejle, der nok husker indskrivningen næste år.

Vores mangeårige samarbejdspartner ved premieren, Carsten ”fisker” takker af ved nytårstide, og formanden benyttede lejligheden til at takke for det gode samarbejde gennem årene. Næste år hedder fiskeren Carsten Krogh, som vi byder velkommen med håbet om at fortsætte et godt samarbejde i årene fremover.

Vi har haft mange diskussioner om placeringen af premieren. Skal vi fastholde tidspunktet midnat til den 1. juni, eller skal vi flytte til den første fredag/lørdag efter 1. juni?

Der er noget særligt ved at have premieren lagt lige når fiskeriet gives frit, men hvis det ikke er i forbindelse med en weekend, så er nogle forhindrede. Lægger vi ”premieren” op til den næste week end kommer der måske flere deltagere. Her på vores hjemmeside er der mulighed for at give sin mening tilkende, men det kan også lade sig gøre ved at kontakte et bestyrelsesmedlem – og vi vil gerne høre fra medlemmerne.

Se billeder fra sandartpremieren klik her


Børnefiskekonkurrencen

Vi holder konkurrencen søndag den 25. august. Mødestedet er Ry Station, og så kører vi fælles til åen. Forældre er meget velkomne til at være med, der kan altid trøstes og hjælpes, og hvis man vil give bestyrelsen en hånd med ved det praktiske er man velkommen.

Som sædvanlig er der præmier til alle deltagere og noget til at styrke sig på (for både børn og voksne). Som noget nyt er der nu mulighed for at låne fiskegrej, vi kan hjælpe de første 10 børn der ikke selv har; ring til Per på 86 89 05 56 nogle dage før.

 


Udsætning 

I år har vi fået ålekvoten forøget ganske væsentligt, fra 12.000 sidste år til 15.600 i år. Både ørred og ål udsættes den sidste week end i juni.


Pontoner

De tre pontoner vi har i Lillesø/Birksø er meget brugte af både lokale og turister. Vores fornemmelse sidste år af, at de ikke havde det så godt længere holdt ikke stik; de var ved at falde fra hinanden. Udskiftning blev overvejet, men det er økonomien ikke til, så vi fik lavet en udskiftning af alt det rådne træ og de tønder der var utætte.