Medlemsbladet nr. 5 - december 2002


Her på denne side, vil mindre artikler og orienteringsstof blive bragt, hvorimod længere artikler vil blive bragt på egen side.

 

Et mangeårigt samarbejde er slut

Det er med den største beklagelse at vi må se i øjnene at samarbejdet med Rye Nørskov/Ry Mølle er ophørt. I 1998 ændredes den kendte model med leje af i Ry Mølles fiskevand til en egentlig samarbejdsaftale med Rye Nørskov. Samarbejdet kaldte vi ”Gudenåens Fiskevand”, og det indebar at en gæst der ville fiske, kunne nøjes med at købe et enkelt fiskekort, der så gjaldt fra Mossø til Julsø. Indtægterne fra kortsalget fordeltes mellem parterne. Vi betalte fortsat leje for, at medlemmerne kunne fiske i det samme område. Lejen blev pristalsreguleret.

Da vi så skulle tale om år 2003 fik vi et par overraskelser: Vi skulle  udlevere foreningens regnskaber for de sidste to år for at man kunne beregne hvor meget vi havde råd til at betale. Vi mente at det var et noget usædvanligt forlangende(på den måde ville godset have en større myndighed end generalforsamlingen, når der skulle fastsættes kontingent), og vi afviste naturligvis dette krav. Herefter forlangte man en tredobling af lejen (fra 20.000,- til 60.000,-).

Efter langvarige møder var kravet reduceret til 40.000,-. dette beløb har vi vurderet til alt for højt. Dels har vandet ikke en så høj værdi som fiskevand, dels ville vi med en sådan leje ende med underskud, som kun kunne undgås ved, at vi undlod de forestående reparationer og udskiftninger af pontoner.

Vores argumenter om at vi var en forening med ansvar over for en generalforsamling, og at vi ikke kunne lave aftaler, der indebar en ganske væsentlig risiko, var ikke nok til at ændre på holdningen.

Efter to møder måtte vi konstatere, at vi ikke kunne nå til enighed. Et nyt forsøg på at opstille nogle modeller for et fremtidigt samarbejde var også forgæves, idet kravet fra godset om en leje af den krævede størrelse ikke kunne fraviges. Heller ikke en forespørgsel, om vi så kunne leje godsets fiskevand nedstrøms møllen, førte noget positivt med sig.

Ophøret har nogle praktiske konsekvenser for bestyrelse, medlemmer og turister.

Vi skal bl.a. have fundet ud af, hvordan vi kan fortsætte børnefiskekonkurrencen.

Pontonen i Møllesø kan ikke længere bruges, og skal derfor flyttes. Det samme gælder foreningens båd. Båden har ikke været brugt voldsomt meget, så det overlever foreningens medlemmer jo nok. Det er lidt mere ærgerligt at det ikke længere vil være muligt lige at ”smutte ned” på pontonen.

Den traditionelle sandartpremiere kan ikke længere gennemføres. Sandartpremieren ved Ry Mølle har været en fast bestanddel af foreningens aktiviteter, og arrangementet er kendt i lystfiskerkredse i hele landet

Fiskevandet reduceres. For medlemmerne er det ikke det store problem, langt hovedparten fisker i vand, der er lejet hos andre, og dette vand er set med lystfiskerøjne en hel del bedre.

Der er dog også ”fordele”: Vi skal ikke så mange steder hen når vi udsætter ål/ørreder, og kontrolområdet er blevet mindre – til gengæld bliver det sikkert ”fornøjeligt” at skulle forklare en hollænder det logiske i at han må fiske i halvdelen af Birksø og kun i højre halvdel af Alling Å

Dagkortsalget fortsætter næste år, vi fortsætter samarbejdet med kortsalgsstederne og får lavet et kortmateriale over fiskevandet.

Generalforsamling

Der indkaldes herved til generalforsamling der afholdes 26. marts kl. 19.00 på Knudhule Vandrerhjem.

Dagsorden iflg. lovene

Foreningens fiskevand

Som en konsekvens af at vi ikke længere kan fiske opstrøms Ry Mølle , skal vi have flyttet pontonen i Ry Møllesø. Vi har endnu ikke fundet en ny placering til pontonen, men vi vil finde en placering der gør den lige så let let tilgængelig for alle, og selvfølgelig med en for lystfiskere attraktiv placering.

I løbet af 2003 skal aftalen med Ry Kommune genforhandles, og det vil være naturligt at den endelige placering af pontonen sker i samarbejde med kommunen.

Pontoner

Sidste vinter fik vi renoveret 2 af vore pontoner, og vi planlægger renovering af de resterende – gør vi ikke noget så går de til. Udskiftning af en eller flere kan komme på tale, men det er en bekostelig affære, så beslutning om renovering eller udskiftning skal overvejes nøje.

Ferskvandsfiskeriforeningens jubilæum

Som det vil være de fleste bekendt gennem dagspressen har Ferskvandsfiskeriforeningen 100 års jubilæum i år. I anledning af jubilæet er der udgivet en bog, ”At leve med de ferske vande”med artikler af en lang række forfattere, alle over emnet ferskvandsfiskeri. Vi har fået et eksemplar af bogen til hvert medlem, og den vil blive leveret sammen med girokortet til det nye års kontingent.