Jeg har været på fisketur!
Af Per Møldrup

Allerede i år 2000 blev kataloger fra alverdens rejsebureauer skrevet/mailet hjem og overvejelserne begyndte. Hvor skulle turen gå hen? Det økonomiske aspekt spillede selvfølgelig også ind. da jeg besluttede at skulle jeg ud for at fiske i 2001 ville jeg også have så meget for pengene som muligt.

Jeg studerede kataloger fra Go Fishing, World Wide Sport Fishing Club, Roxton Baily Robinson, Frontiers, Penguin Travel, Loop og mange, mange andre. Det skal for en god ordens skyld siges at jeg kun kiggede efter steder hvor fluestangen kunne komme i brug. Jeg er ikke frelst, men gider ikke rigtig fiske med spindegrejer, hvis jeg kan blive fri.

Kola-halvøen, Grønland, Island og Alaska var blandt de mulige destinationer, men valget faldt på en ugetur til Norge i sommerferien for at prøve fiskeriet efter atlantlaks og en elleve-dages tur til Kamchatka-halvøen for at fange sølvlaks.

Turen til Norge skal jeg ikke komme nærmere ind på, bortset fra at jeg ikke fangede laks deroppe. Dog blev der fanget 12 laks med største på 10 kg. rent.

Der kom ikke for mange meldinger fra rejsebureauet ang. grej, fluer og lign. men efterhånden som dagene blev til uger fik jeg dog fundet ud af hvilke grejer der skulle med og hvilke fluer der skulle bindes.

Endelig oprandt dagen hvor jeg tog toget til Kastrup. Det er en meget behagelig rejseform inden man skal ud på en flyvetur. I lufthavnen stødte jeg til et ægtepar Birgit og John fra nordjylland som også skulle fiske på Kamchatka sammen med mig. Turen til Moskva var begivenhedsløs. To og en halv times flyvning blev næsten fordoblet på uret, på grund af tidsforskellen. En time i Sheremetuveo ankomsthallen inden vi var igennem den strenge paskontrol(der var ca 50 kinesere foran os og da vi var igennem var der lige så mange der ventede) og vi hentede bagagen ved skranken for glemte sager. En mand fra Intourist ventede på os med et skilt hvorpå vores navne stod i en noget omskrevet form Andersen = Anderson og Møldrup = et eller andet der lød mexicansk(Montini?). Han havde støvet en taxa op og den var betalt hjemmefra. Så langt så godt! Taxaen var for lille til os 3 mennesker og al vores bagage, så der måtte 2 rygsække og et par stangrør med ind på bagsædet. Nu gik det bare ud af omfartsvejen rundt om Moskva til hotellet. Pludselig drejede han fra motorvejen og hen foran en stor bygning som med lidt god vilje lignede et hotel. Han kiggede lige på bygningen og satte så farten op igen, for at dreje om bag bygningen til en meget mørk gade. Åh, nej nu skal vi nok rulles og så kl. 00.30 i Moskva. MEN det var hotellet og vi skulle bo på 29’ende etage.

På det tidspunkt var der ikke plads til meget humor i mit hoved, hvilket mine rejsefæller kommenterede højlydt. I receptionen sad to damer til at modtage os, dvs. en til at udlevere en lille seddel, som afleveredes på 29 ’ende etage til en  anden dame som så gav os nøglen til værelset. Den anden dame i receptionen fortsatte så med sin kryds og tværs, kun afbrudt af hendes henvisning til hende med sedlerne. Så måtte jeg jo pænt vente.

Om værelserne kan der siges, at vandet var varmt, håndklæder og sengetøj var rent, men det er jo også det væsentligste. Et par øl til hver kunne indkøbes hos nøgledamen, førsteklasses øl skal siges, for ca. ½ $/stk. Dagen efter tjekkede vi ud fra hotellet over middag, for at entre den taxa receptionisten fra aftenen før havde bestilt til os. Aftalt pris 40 $, hvilket vi på tidspunktet syntes var ok. Senere fandt vi ud af at vi blev snydt så vandet drev.

Tilbage til udenrigslufthavnen og 9 timers flyvning ventede forude. Hvad laver man så på sådan en flyvning? Tja, mange som tilsyneladende var vant til disse langdistanceflyvninger ventede til maden varn fortæret og pakkede sig så ind i tæpper for at sove turen væk. Jeg der aldrig havde fløjet så langt var spændt og kunne ikke sove. Frem med bindegrejerne for at lave nogle fluer. Ikke så meget til fisketuren som for at fordrive tiden. Nogle små piger som heller ikke kunne sove fulgte meget interesseret tilblivelsen af et par laksefluer og nogle få vådfluer. De fik fluerne og var helt ellevilde, sådan nogle havde de ikke set før og så  med disse spændende farvede materialer.

Landingen i Petropavlovsk, Kamchatka foregik uden problemer, efter indtagelsen af endnu et måltid ombord. Til Aeroflot’s ros skal det siges at turen var uden problemer og måltiderne var særdeles gode, to varme retter at vælge imellem og en bakke med laks og diverse, hver gang. Bedre end hvad jeg ellers har prøvet ved Mærsk og Premiair.

Tolken Oxana tog imod os i lufthavnen og ”guidede” os smertefrit igennem kontrollen. Bagageudleveringen var kun et aflangt træskur, men med streng kontrol af bagagenumrene. Ingen kom ud af bygningen med noget uretmæssigt, bedre end andre lufthavne, jeg har set. Her mødte vi fjerde og sidste deltager Niels, der havde taget turen derover med den transsibiriske jernbane incl. stop for at fiske i nogle floder og søer undervejs. Frisk ung fyr (total fluefreak) som jeg kom til at sætte stor pris på, da vi harmonerede godt sammen. Bilen, en kinesisk fremstillet bus, der skulle transportere os ud til floden Bystraya var tæt pakket med gummibåde (rafter) og diverse udstyr til turen. Inde i den var også kokken Tatiana og guiderne Dima (Dimitrij) og Igor. Disse to guider styrede rafterne med sikker hånd igennem alle forhindringer, også lidet hårdere fald som JEG ikke turde sejle igennem med en kano.

På vejen ud til Bystraya besøgte vi det lokale marked med alt fra rustne maskindele til friskrøgede/tørrede laksesider. Største investering fra min side var to par uldne sokker til brug i de åndbare waders. Som kuriosum var de fremstillet af hundeuld/hår, men meget varme. Efter turen blev tre par mere bestilt og hjemtaget med Birgit og John, der havde 3 uger til rådighed på halvøen. Et stop ved en for danske forhold (også levnedsmiddelkontrollen ville gå bagover) rasteplads blev gjort. Her købte vi nylavet schlaslik, som er svinekød på spid, og lokal øl, leveret i 1½ liters colaflasker. Vejen ved rastepladsen og meget af turen var ikke asfaltbelagt, men kun en hård grusvej, der bød affjedringen på hårde prøvelser.

Vel fremme ved Bystraya, diskede Tatiana op med det lækreste frokostbord, mens Dima og Igor pumpede rafterne op og monterede de bomme der holdt alukasserne til maden og diverse. Her fik vi udleveret vandtætte sække til vores rygsække og andet bagage.Vi klædte om til waders og monterede stængerne, såder kunne fiskes fra start af turen.

Efter frokosten var det bare op i raftene og fisketuren begyndte rigtigt. Første 1/3 af turen foregik i landskaber lignende det jyske søhøjland ved Himmelbjerget, dog var Julsø skiftet ud med en hurtigflydende flod på  50-60 meter i bredden og anden vegetation på bredderne. Fiskene fangede vi på forskellige fluer, størrelse underordnet, bare der var glimmer nok på. Char og arctic char, samt enkelte små regnbuer blev det til. Regnbuerne var under 40 cm og det var de fleste char også. Jeg fangede dog en char på ca. 40 cm. første dag. Uden at prale var det vist den største char taget på turen.

Under frokosten ved starten blev vi instrueret i, hvordan vi skulle forholde os, hvis vi mødte en bjørn. Larme meget når vi gik langs kanten af floden, altid kaste sten ind i buskadset, hvis en tur derind var nødvendig. Kamchatka-halvøen er STEDET, hvor man har verdens største brunbjørne, som i modsætning til deres søstre og brødre i Alaska, IKKE er aggressive. Rådene virkede efter hensigten, vi så ikke en eneste bjørn, derimod masser af friske spor MEGET tæt på teltene. Store som en tallerken var de, fodsporene.

Utroligt fightstærke fisk og fantastisk smukke, med hele finner, som kun ses på steelheads herhjemme. Hvad de levede af fandt jeg aldrig ud af, da der kun var meget spredte tangbuske i floden.

Det var den første indikation for laks i floden på denne tur. Dette sted var uden tvivl det kønneste sted på hele turen. Vi ønskede alle fire at et længere ophold her havde været muligt, da fiskeriet og naturen viste sig fra den allerbedste side her.

Tyvfiskerne huserede i grupper på 3, en med garnet ud i en lille gummibåd, nr. 2 gik med garnet inde på land og nr. 3 holdt udkig. Så blev der roet ½ - 1 km. ned af floden, og garnet taget ind med fangsten. Hvis der ikke bliver gjort noget mod tyvfiskeriet, vil lystfiskerturismen  på denne flod sikkert dø i løbet af kort tid. Rognen taget ud og gravet ned i jorden. Der er åbenbart permafrost på halvøen, selvom den ikke ligger højere end København. Fiskene blev så smidt i floden igen. Synd at den ikke bliver forarbejdet også.

Tyvfiskerne sejlede her i alujoller med store påhængsmotorer for at være hurtigt væk igen. Bredderne flød med alskens affald fra disse lokale som fiskede af nød og tradition. Guiderne talte med  nogle af dem og fortalte at opgangen ikke rigtig var begyndt, om en uge ville det være et klondyke for dem. Synd for os, for nu var turen ved at være slut og kun en dags sejlads tilbage, inden afhentningen ved en stor landevejsbro.

Næste morgen vi stod op, blev vi klar over at denne dag i modsætning til de andre ville være med heldagsregn uden ophold. Så er det dejligt at vi ikke skulle sejle til aften. Regnbueørrederne var blevet mindre og mindre siden vi sejlede fra bjergene. Her på sidstedagen lykkedes det mig at kroge en lille stalling, min eneste på turen. Dem er der ikke mange af her. Jeg tror, der blev fanget to i løbet af hele ugen. Under broen ved endestationen, camperede en flok på 10 – 15 tyvfiskere, som var bevæbnede med et par kalashnikov’er, det er nok ikke rart at være fiskerikontrol der.

Vi fik pakket rafterne og al vor bagage ind i den samme bus som fragtede os ud til floden og to timers kørsel tilbage mod Petropavlovsk ventede. Et ophold ved samme rasteplads, som tidligere beskrevet, blev der tid til. Lidt lokal øl og nogle lokale klapsammen pandekager (pirogher) med fars inden i, blev indtaget i bussen inden vi nåede vort Bed and Breakfast overnatningssted. Her var værtinden amerikaner, gift med en russer, og skulle have en brasiliansk aupair pige senere på måneden. Rigtig russisk var huset, uden den luksus vi kender fra lille Danmark. Sparsomt møbleret med groft tilhuggede træmøbler spredt rundt i huset.

Vi nød alle det varme bad og det at sidde på et rigtigt toilet uden gnavpander kravlende rundt på kroppen.. Selv sengen, hård som et bræt, var behagelig efter en uge på liggeunderlag. Om aftenen var der knap tid til at invitere vore russiske rejseledsagere på middag, men de lod sig overtale og vi mødtes på en finere restaurant nogle kilometer fra vores ”hus”. Birgit, John og jeg ventede ca. 1 time før de ankom til restauranten. Her ville vi prøve den højt berømmede Kamchatka-krabbe. Det viste sig at der kun var en tilbage på restauranten. Selvom den vejede 3 kg og der afregnedes pr. 100gr. tog vi den. Derefter fik vi endnu en ret, denne gang med den obligatoriske flaske vodka til.

Nu var tiden inde til at give drikkepenge, som er guidernes halve løn, og udveksle gaver skulle vi også. Vi fik alle et meget flot natur fotografi fra halvøen og en t-shirt der markede et jubilæum for Petropavlovsk. Under turen havde jeg spurgt Dima, min guide hvorfor han ikke fiskede. Lidt efter lidt fik jeg lusket ud af ham at hans fluestang, en klasse 8, var knækket i toppen (en eller anden havde trådt på den) og selvom de er eksperter i at reparere alt, var de sket med den. Derfor havde jeg min ekstra #8 fluestang med ud til restauranten. Den fik han så, og jeg har sjældent set et ansigt stråle sådan af lykke som hans gjorde. Det var det hele værd. Han var bare så lykkelig. Pludselig spillede nogle musikanter op og nogle lokale ”skønheder” bød os op til dans , hvilket vi dog afslog. De var imidlertid så vedholdende at vi til sidst måtte på dansegulvet for at få fred. Troede vi.

Det var ikke hver dag der fremmede der.  Efter 2-3 timer havde vi tømt restauranten for lokal øl og måtte gå over til importeret. Tiden var inde til at få betalt og komme hjem, flyveren ventede mig 8-9 timer senere. Niels ventede sin schweiziske kæreste og skulle have hende med på vulkantur. Birgit og John blev også derovre for at fiske 14 dage endnu. Jeg var den eneste der skulle hjem denne søndag.

Fløj fra Petropavlovsk forsinket 1 time og hvilken flot udsigt ned over det Okhotske Hav, samt Mongoliet, før det blev overskyet. Endnu en halv time forsinket under flyveturen, samt ventetiden efter bagagen, så det lykkedes mig at komme for sent til københavnsflyet. Jeg var briefet om ikke at tage en taxa fra indenrigslufthavnen til udenrigs-ditto i Moskva. Meget billigere at tage en ti-personers bus som kører når der er fyldt op. Den afgik næsten med det samme jeg entrede. Ligemeget, for jeg nåede det ikke. Afvist ved indtjekningen 20 min. før afgang og jeg måtte med ned på først et kontor hvor jeg fik at vid e at jeg kunne komme med den næste flyver. Fint, tænkte jeg, det er jo nok om et par timer. Den går i morgen ved samme tid, var beskeden.

Priserne på overnatning i Moskva var mig bekendte. Det var ikke tillokkende for muldvarpen (forklaring: et skind der sjældent ser dagens lys). Damen kiggede overrasket, stak mig en forstemplet formular og sendte mig til et nyt kontor med nye forstemplede papirer. Du får et værelse på Aeroflot’s regning på hotellet overfor. Tre måltider incl. Muldvarpen faldt helt til ro igen.

Fint hotel, hvor piloterne overnattede. Gratis internet, så kunne jeg lige sende mail hjem. Jeg har vist ikke overnattet på et hotel af denne fine standard før. Synd der ikke var tid til at nyde det. Efter at have været oppe kl. 7, med flyveren kl. 13, ni timer i luften, landet i Moskva kl. 13.45, checkin på hotellet kl. 16.30, et hurtigt bad, samt aftensmad, var der tid til at kravle i seng. Luften var gået af ballonen. Tre timer senere var jeg oppe for at spise igen. Nu begyndte krisen for alvor at melde sig og jeg overgav mig til søvnen igen.

Næste dag kom jeg planmæssigt med flyet, af i Kastrup, og med toget hjem til Ry.